onsdag den 3. februar 2010

Vordingborgs Legekufferter

Vi vil samle lege til 5 legekufferter. Hver kuffert fremstilles i 3 eksemplarer, som fordeles til de 3 biblioteker i Vordingborg, Møn og Præstø. Hver kuffert skal indeholde en lille folder, hvor der kort fortælles om legekultur, en litteraturliste med foreslag til legebøger samt en beskrivelse af og genstande til at udføre legene.

Legekufferternes indhold bliver følgende:
  • Hop i paradis og andre hinkelege
  • Terre og andre lege med sten, glaskugler og hønseringe
  • Lege med snurretop og snurrekap
  • Svinge i bue og andre lege med sjippetov og elastik
  • Kattens vugge og andre snorelege

Med udgangspunkt i 4. bud i rapporten "Fremtidens biblioteksbetjening af børn" ønsker vi at fremme legen på Vordingborg Bibliotekerne ved at sætte fokus på at overlevere lege, som tilhører forældre- og bedsteforældregenerationen, og som vi opfatter er på vej i glemmebogen. Det vil vi gøre ved at sammensætte legekufferter. Det er vores intention, at indholdsmæssigt skal legekufferterne appellere til børn fra 5-11 år.

Playmaker funktionen i vores del af projektet vil bestå af et arrangement, som vi ønsker at afholde i forbindelse med Vordingborg Biblioteks tilbagevendende sommer arrangement Kultur på Kajen som i år afholdes lørdag d. 28. august 2010. Arrangementet vil bestå i dels at introducere legekufferternes indhold til børnene, dels i at lege de forskellige lege med dem, og derved forhåbentlig være med til at overlevere nogle af de gamle lege til en ny generation.

4 kommentarer:

  1. Kære Hanne og Tine
    Jeg synes, at jeres idé med gamle lege er god og enkel - og I er jo allerede super kompetente i forhold til udarbejdelse af legekuffeter.
    Jeres playmakerfunktion træder i kraft i form af demonstration af kufferterne.
    Jeg synes, at I skal følge op på disse demonstrationer jævnligt for at sætte børnebibliotekaren i spil - således at playmakerfunktionen bibeholdes. Måske kan I løbende udvikle kufferterne og/eller lave nye - hvor fokus er på leg, og så demonstrere dem???
    kh, Rikke

    SvarSlet
  2. En anden mulighed hvis i synes ressourcerne kan være lidt små er måske at inddrage bedsteforældre der kunne have lyst til at deltage i forhold til at arrangere legedage. Jeg synes også det er vigtigt at kufferterne bruges til at rette fokus på legen men pas på med at de ikke blot kommer til at stå alene...

    ;o)

    Malene

    SvarSlet
  3. Kufferter med diverse indhold er jo super populære, så disse bliver ganske sikkert også et hit:) Og de lyder som om de vil tiltale flere generationer.
    Hvis de også er tænkt til udlån til institutioner, kunne I fx også arrangere "besøgsformiddage" hvor I så legede med børnene og introducerede kufferterne for dem. Leg kan vi jo ikke få nok af;)

    SvarSlet
  4. Legekufferter ligger helt i tråd med Styrelsens visioner for fremtidens børnebiblioteker. Roskilde havde også i sin oprindelige plan tænkt på kufferter. Nu dropper vi det i første omgang, men det er ikke usandsynligt, at vi kunne finde på det i fremtiden. Måske kunne vi også finde på, at udlåne stylter og andre lege rekvisitter til brug i parken, som ligger overfor biblioteket. Så vi tror, at kufferter vil være en god anledning til leg på tværs af generationer, som er noget af det, vi selv synes er vigtigt i playmaker projektet.
    Fra Vibeke og Henriette

    SvarSlet